Nyhed

  • Facebook
  • Twitter
  • Linkedin
  • Print

Erfaren kreativ direktør vender tilbage til Mensch.

Mensch styrker sine brandkompetencer yderligere ved at genansætte Andrew Smart.

Der er gået fem år, siden britisk-fødte Andrew Smart skiftede fra Mensch til &Co. og senere tog den noget utraditionelle beslutning at skifte til Kontrapunkt som kommunikationsdirektør.

“Min tid hos &Co. var fantastisk, hvor jeg arbejdede sammen med nogle af branchens skarpeste hjerner. Og mit seneste samarbejde med de talentfulde designere hos Kontrapunkt, hvor jeg hjalp dem med at udvikle og diversificere deres forretning, har været både værdifuld og givende. Men nu er der en mulighed for at genforenes med holdet hos Mensch. Og det kan jeg ikke sige nej til. 

Personligt vender jeg tilbage med et rigere og bredere perspektiv på branding og ser frem til at arbejde sammen med både nye og gamle kolleger og ikke mindst hjælpe Menschs kunder med at definere og fortælle deres historie på en overbevisende måde.”

Managing partner på Mensch, Christina Tønnesen udtaler:

“Andrew og jeg har holdt kontakten gennem årene med en ambition om engang at arbejde sammen igen. Nu opstod muligheden, og så var det bare om at slå til.  Jeg plejer at sige, at Mensch er lidt som en rockerklub: Det er svært at blive optaget, men det er endnu sværere at melde sig ud. Én gang Mensch – altid Mensch. Og det er Andrew. Han er strategisk og kreativt lysende intelligent med en international erfaring og ekspertise, som vi glæder os til at byde velkommen tilbage sammen med en god portion engelsk humor, trommen i bordet og ideer i verdensklasse.”

Andrew Smart tiltræder som Creative Director på Mensch den 1. september.