Fjernstyr en færing.
Turismen er den tredje største eksportindustri på Færøerne. Siden 2011 er omsætningen fra turisme steget med 90 procent og det stigende antal turister har været med til at øge beskæftigelsen inden for hotel- og restaurationsbranchen med 35 procent siden begyndelsen af 2017. Turismen er derfor en helt central industri for arbejdspladser og for økonomien på Færøerne.
Men ligesom i resten af verden, blev den færøske turistindustri hårdt ramt, da man i marts 2020 måtte lukke alle rejse- og turistaktiviteter på grund af corona.
Visit Færøerne måtte øjeblikkeligt aflyse højsæsonen og bede gæster om at udskyde deres planlagte rejser på ubestemt tid. Det efterlod Visit Færøerne én kæmpe udfordring:
Hvordan skabes der global interesse for Færøerne, så der med det samme kommer besøgende igen, når verden åbner.
Opgaven bestod dermed i at markedsføre et land, der var lukket, overfor resten af verden med et mediebudget på 0 kr.
For at nå en målgruppe, der var isoleret i deres hjem verden over, havde Visit Færøerne brug for en digital løsning, der kunne give en virtuel og interaktiv smagsprøve på Færøerne direkte fra hjemmekarantænen.
Kun 10 dage efter verden officielt lukkede ned, var systemet udviklet og kampagnen var klar til lancering. I en blanding mellem et gammeldags arkadespil og en højteknologisk VR-oplevelse, gjorde Visit Færøerne det muligt at opleve Færøerne i real tid gennem en fjernstyret lokal guide, som de virtuelle turister kunne styre til lands, til vands og i luften, mens resten af verdens rejseaktiviteter stod stille.
Platformen ”remotetourism.com” skulle markedsføres 100 % via earned media, da kampagnens samlede mediebudget var 0 kr. Lanceringen bestod af en pressemeddelelse og en film på Visit Færøernes egne digitale kanaler, mens journalister og influencers blev inviteret med på særlige online-presseture, hvor de fik mulighed for at styre guiderne i længere tid og dele oplevelsen med deres læsere og følgere.
De virtuelle turist-ture fandt sted flere gange om dagen under nedlukningen, hvor besøgende på skift kunne styre guiden i det færøske landskab, på museer og andre gennem attraktioner. Turene foregik til fods, til hest, på mountainbike, med båd og endda i helikopter.
I løbet af turene var det muligt at stille spørgsmål til de fjernstyrede guider, og på Facebook- og Instagram Live kunne alle andre følge med i turene og chatte med Visit Færøerne. Med hjælp fra journalister og rejse-influencers spredtes nyheden om Visit Færøernes organisk på sociale medier og til internationale nyhedsmedier.
Udvalgte resultater.
- På seks uger fik Færøerne over 900.000 virtuelle besøg af turister fra 157 forskellige lande.
- Den gennemsnitlige viewtime på Facebook var 4,11 minutter, hvilket er 2500 % højere end Facebooks turisme video benchmark.
- I gennemsnit så flere end 20.000 personer med på hver eneste tur på Facebook.
- 1,88 % kommenterede, delte eller likede, hvilket er 1600 % over Facebooks benchmark.
- 14 dage efter lanceringen var historien, ifølge Associated Press, den mest omtalte turisme nyhed i verden med over 500 artikler i medier som CNN, BBC, New York Times, The Guardian, National Geographic, Vanity Fair.
- Nyhedshistorien nåede et online readership på 5,65 mia. Igennem influencers nåede historien yderligere 40,3 mio. på sociale medier. I alt opnåede kampagnen presseomtale for 212 mio. kr.
- Færøerne fik over 6 gange så mange virtuelle besøgende end der var fysiske besøgende i hele 2019.
- 14 dage efter genåbningen af Færøerne i sommeren 2020 var alle hoteller udsolgt.
Kampagnen lykkedes med at fastholde den turistmæssige interesse for Færøerne til de igen kunne åbne for turister. Den gav knap 1 million mennesker en helt unik virtuel oplevelse af Færøerne, som ingen anden rejsedestination kunne tilbyde i perioden.
Siden den sidste tur fandt sted, er fjernturisme platformen blevet fremhævet både i danske og internationale fagmedier – senest var kampagnen et af emnerne ved ”Harvard X Design” konferencen i marts 2021.
Vil du høre mere?
Kontakt Rune Hørslev
Tlf.: +45 31 34 57 69
Mail: rh@mensch.dk