Nationalmuseet er altid til debat.

Lige siden det hed Kongens Kunstkammer, har Danmarks store nationale museum været til diskussion. Hvad skal vi med skidtet?

Gammelt ragelse, nationalromantik og mosefund – vor herre bevares.

Ja, det er en del af pointen. Det er jo ikke sikkert, at vor herre er lige så optaget af at bevare nationens historie, som vi er.

Men Danmarks historie er nationens rygrad. Det er den, der holder sammen på det hele, når vi hverken kan finde os selv eller hinanden.

Og vores opgave er ikke blot at bevare historien. Vores opgave er at fortælle den. I nutid.

Det er derfor, vi serverer labre vikinger, tørre klenodier og old-ævl i skarp sovs. Det er derfor, vi forsker, men det er også derfor, vi forvirrer og forarger.

Vores historie skal nemlig ikke blot arkiveres. Den skal aktiveres. Vi skal altid ryste os selv i vores egen grundvold.

Vi skal trykke på kedsomhedsknappen, når det bliver for akademisk og bullshitknappen, når det bliver for nationalistisk. For det handler om at forstå. Ikke blot, hvad vi har været – eller kan blive. Men hvad vi er. Og det er, ligesom Nationalmuseet, altid til diskussion.